SJG21
Fra lille og klemt til åbent og rumligt…… et forandret byhus.
“I et af Århus’s historiske kvartere findes dette lille hyggelige byhus der hver dag drømmer om en dag at blive stort og åbent….. og med haven helt ind i husets hjerte”
Sådan kunne eventyret om dette byhusprojekt sagtens være begyndt.
Ved at fjerne et eksisterende langt og smalt udhus og i stedet bygge bredere og halvt så dybt kan man trække masser af lys ind, skabe et større rum/køkkenalrum uden at forandre husets skala og ikke mindst åbne stueetagen op mod den skønne gårdhave der tidligere havde ligget “oppe” forenden af det lange smalle udhus.
Huset samlede areal inkl. udhus i stueniveau forbliver uændret, men udnyttelsen af de “få” kvadratmeter er uden sammenligning.
Det kunne være fristende at prøve at udnytte grundens fulde bredde, men den smalle sti langs det grønne hegn giver luft og lys både til det nye køkkenalrum og til funktionsgangen. I stedet for at blive en lang tunnel skabes der et forløb gennem stueetagen med forskellige overgange og muligheder.
Som det er med eventyr så skal man så grueligt meget igennem og sådan er det desværre også med dette projekt. “Dragen” eller “den onde stedmor” er i dette projekt en kommunal administration der mener at projektet strider mod et politisk ønske om at begrænse en yderligere fortætningen af bymidten.
Med vished om at dette projekt ikke tilfører yderligere bygningsmasse og med sin form skaber en større og mere åben og luftig gårdhave, så lad os håbe at dette projekt er et rigtigt eventyr og den onde drage må overgive sig til sidst…….